Hvad kan gavne livet på Langeland?
Om tilflytning og turisme på Langeland. Interview med Anne Mette Wandsøe, tidligere turist- og erhvervsdirektør på Langeland.
Hvad har været med til at trække nye langelændere til øen i de seneste årtier?
AMW: Vi er heldige, at vi har nogle rigtig gode ejendomsmæglere. De kommer ud over kanten og er gode til at sælge vores perler – at vi har biodiversitet og at der er ejendomme i alle prisklasser. Ejendomsmæglerne er gode til at lave profiler på alle de huse, der er til salg, så de, der ønsker en lejlighed i Rudkøbing, et parcelhus i Humble eller et gods, kan få dét. Mæglernes prisfastsætning er også rimelig fornuftig. Og der er konkurrence imellem dem.
Det er heller ikke uvæsentligt, at Langeland er en del af FilmFyn. Det har gjort, at mange føler sig inkluderet i den interessante verden, som film er. Besøgende på øen oplever, at der er producenter og filmfolk, der efterspørger gode locations eller laver optagelser på Skovsgaard. Film er ikke længere noget, der bliver optaget i store byer langt væk – det kan også være hos ”os på Langeland”. Det har helt sikkert trukket nogle tilflyttere og mindre virksomheder til.
Kan vi gøre mere for at trække flere til?
AMW: Vi bør ikke efterabe det, som de gør i storbyerne – store skoler og store institutioner. Vi kan ikke tiltrække ”moderne” mennesker ved at lave en skole, som alligevel har svært ved at leve op til de forventninger, man ville have til en skole på Frederiksberg. I stedet skal vi sige ”hvad er det vi har, i forhold til hvad de andre har”. Kodeordet, vi skal sælge os selv på, er ”nærhed”. Nærhed i forhold til naboer, til landsbyer, i forhold til at man laver nogle ting i fællesskab, og i nære netværk.
Udgangspunktet for at flytte til øen skal være respekt og kærlighed. Det må ikke være ”hvor er her kedeligt og vi skal lave noget andet!”, men ”hvor er her pragtfuldt!” og ”hold op, hvor ser det spændende ud!”. På turistkontoret mødte jeg nogle gange turister, der brokkede sig over åbningstider og over, at landbruget svinede, og havde den tilgang, at man bare kunne bede kommunen om penge til nye projekter. Men kommunen bliver aldrig rig. Så man skal ikke starte med en ønskeliste på 10 punkter over, hvad kommunen skal lave, før man gider flytte hertil.
Hvordan får vi fat i børnefamilierne?
AMW: Lige nu er det megaproblematisk, at man i kommunalbestyrelsen vil nedlægge de eksisterende børneinstitutioner. De familier, der er interesseret i at flytte til Langeland, er netop interesserede i de små institutioner og ikke de store. Det kan godt være, at det er dyrere på den korte bane, men hvis vi kun har store institutioner, har vi ikke noget at sælge til tilflyttere, og så bliver det dyrt på den lange bane.
På Nordlangeland har familier henvist til, at de kendte andre familier, som havde lyst til at flytte til Langeland pga. lokalrådet og Nordskolen. Jeg mener, at det havde været en naturlig pligt for kommunalbestyrelsen at bakke op om den udvikling fremfor på længere sigt at lukke Nordskolen. Man må ikke forsøge at bremse en positiv spiral.
I øvrigt betyder tilflytning ikke nødvendigvis, at man flytter til øen for at blive der resten af sit liv. Man bor der i en periode og er måske iværksætter i noget af tiden. Vi er meget bundet af forestillingen om, at når man flytter et sted hen, bliver man der for altid. Men det moderne menneske har en helt andet forbrugsmåde, både i forhold til følelser, parforhold og levesteder. Der kan komme tilflyttere, der bor her, mens børnene er små, og rejser, når børnene skal i gymnasiet. Det er ikke en stor risiko men en stor gevinst for Langeland.
En lidt anden ting: Er internettet godt nok på Langeland?
AMW: Vi kan til alle tider findes steder, hvor der er huller i forbindelsen – og de skal ikke være der – og vi kan altid finde steder, hvor det er dyrt. Jeg er dog ikke up to date mht. om hullerne er lige så store, som de har været. Og vi skal ikke bare have ”gode” forbindelser men også være i stand til at lave de mest fancy ting på nettet til de samme priser. Det er netop det, der gør, at vi kan sælge Langeland. Det er en forudsætning for, at vi kan have alle de turister, vi har om sommeren. Vi vil gerne have, at man kan gå rundt i naturen og benytte sig af alle mulige apps.
Hvad kan politikerne gøre for at sikre det?
AMW: I en årrække har der været nogle puljer, man kunne søge for at etablere nye antenner og bedre netforbindelse, men det har altid kun været for et år ad gangen. Kommunalbestyrelsen burde kræve af vores landspolitikere, at vi i stedet fik en permanent pulje. Det bør også være staten og ikke kommunen, der sikrer rimelige udgifter til opvarmning i fjerntliggende områder. På den måde bliver alle dele af landet ligestillet.
Apropos opvarmning: Hvad med boligrenovering?
AMW: Vi skal sælge os selv på den gamle boligmasse. Ikke parcelhusene i Humble, for dem kan man også få i Næstved. Det er bæredygtigt at bevare det eksisterende. CO2-aftrykket er alt for stort ved at bygge nyt. Der burde derfor være faste puljer til isolering og renovering og med større beløb end i dag. Lige nu findes der en pulje, hvor man kan søge om tilskud til at installere varmepumper – men man skal vente i 100 år for at høre, om man kan få 17.000 kr., og i mellemtiden stiger prisen med mere end 17.000. Jeg har selv været inde og søge sidste år, hvor mit oliefyr var ved at stå af. Ansøgningsfristen var i november, så i realiteten kunne jeg ikke nå at få løst problemet i løbet af vinteren. I en fast pulje skal der ikke være ansøgningsfrister én gang om året men løbende. Det beløb, man skal kunne søge, bør være en fast procentdel af omkostningen.
Jeg er ikke bange for individuelle løsninger, hvis de er nødvendige, men vi skal have lige adgang til dem.
Hvordan kan vi skabe et Langeland, hvor der er liv hele året og ikke kun i sommerperioden?
AMW: Det trækker både virksomheder og familier til, at vi har alt det frivillige arbejde. Bagenkop har fået alle mulige priser og nu er der også kommet en fællesskabspark, skabt af indbyggerne selv. Man hører på landsplan, at der sker noget dernede. Når en iværksætter flytter ind i en af de små fiskerhytter, følger der andre ting. Også andre steder på Langeland gør det samme. Alle har lyst til at være med et sted, hvor der sker noget positivt.
Kan man måle, at aktiviteten i Bagenkop har givet flere tilflyttere?
AMW: Der er flere tilflyttere på Langeland nu end for 20 år siden, men jeg kan ikke påvise, at der er flere tilflyttere i netop Bagenkop, for jeg har kun adgang til samlede tal for kommunen.
Hvad gavner ellers livet på Langeland?
AMW: Vi skal blive ved med at fastholde og udvikle den store mængde kunst og kultur. Vi har kunstnere, et museum og en biograf og en masse kulturelle fyrtårne allerede. Mennesker, som skal flytte til et nyt område, er meget bange for at kede sig og at andre mennesker skal tænke, at de vel nok bor et kedeligt sted. Da jeg flyttede hertil, var jeg 50, og jeg gik ud og sagde, at Langeland var et slaraffenland for 50-årige pga. kulturlivet. Det kan også være, at tilflyttere får lyst til at gå ud og se premierefilm, selvom de aldrig havde tid til det, da de boede i København.
Det kulturelle indhold i museet, bevaringsforeningen m.m. giver en følelse af, at man er en del af et samfund, der har en historie. Også marinebiologien bidrager til fællesskabsfølelsen ved at fortælle, at der har været en istid og en verden længe før os.
Vi skal samtidig være glade for, at vi har et stort antal turister, og at turistsæsonen er mere end de danske skolers sommerferie. Vi kan konstatere, at turister fik en anden ”lyd” under coronakrisen. Pludselig var der en masse sommerhusgæster, som benyttede sommerhusene til midlertidige ”helårsboliger” og brugte Langeland, som om de var fastboende og ikke kun turister. Det understøttede vores detailhandel kolonormt. Langeland var et af de få steder i Danmark, hvor krisen faktisk var en fordel…
…det skal dog ikke forstås som, at kriser generelt er til gavn for os.
Interviewer: Rasmus Skov Larsen.