Skolemadsordning og flere tilflyttere til Langeland Kommune
Søren Hansen, borgmesterkandidat, Radikale Venstre Langeland.
Det er en afgørende kommunal opgave at skabe de bedste rammer for vores skoler her i kommunen. For nylig blev det offentliggjort, hvilke skoler der får lov til at deltage i det treårige forsøg med skolemad.
Der afprøves tre modeller: en med brugerbetaling på 25 kroner, en model med brugerbetaling på 15 kroner, samt en model, hvor det er gratis.
Ørstedskolen deltager med en model, hvor der er brugerbetaling på 25 kroner.
På Nordskolen bliver skolemaden gratis. Det er jeg glad for. Jeg tror, det er dér, de største fordele ses. I vores kommune havde jeg håbet, at de skoler, der blev udtrukket til at deltage, kunne deltage i ordningen uden brugerbetaling.
Når det så er sagt, så glæder jeg mig over mulighederne for at afprøve skolemadsordning i vores kommune. Hvad gør det ved skoledagen, både læringsmæssigt og trivselsmæssigt? Som skoleleder igennem mange år er jeg ikke selv i tvivl om sammenhængen mellem sunde måltider, læring og trivsel.
Ordningen taler også meget fint ind i ønsket om, at vi skal have flere børnefamilier til at flytte til Langeland Kommune. For det er helt afgørende, at flere flytter til vores kommune.
Nordskolen har jo været til debat i de seneste år. Den nuværende kommunalbestyrelse valgte at fjerne 4.-6. klasse. Heldigvis får Nordskolen nu 4. klasse tilbage i det kommende skoleår. Det er mit og Radikale Venstres håb, at den kommende gratis madordning kan være med til at gøre Nordskolen mere attraktiv og sætte yderligere skub i tilstrømningen af tilflyttere – også til den nordlige del af Langeland – og dermed flere elever til skolen. Vi vil gerne være med til, at Nordskolen får både 5. og 6. årgang tilbage, hvis skolen lykkes med at tiltrække flere elever.
Bragt på Faa.dk 10. juni 2025 og i Fyens Stiftstidende 12. juni 2025.
