Ja til naturnationalpark Sydlangeland
Søren Hansen, borgmesterkandidat, og HC Rasmussen, formand, Radikale Venstre Langeland.
Folketinget har besluttet, at Danmark skal have mere vild natur. Det er i den grad nødvendigt og positivt. Vi skal have mere natur på Langeland. 11 områder er i spil, deriblandt et på Sydlangeland.
Den endelige udpegelse står Naturstyrelsen for i samarbejde med eksperter, en national arbejdsgruppe, samt en lokal bestyrelse, der skal oprettes. Der er planlagt en proces, hvor den lokale bestyrelse, kommunens forvaltning og kommunalbestyrelsen inddrages. Dernæst kommer en høringsproces med mulige ændringsforslag med mere inden endelig udpegelse af, hvilke områder der fremover får prædikatet Naturnationalpark.
Miljøminister Magnus Heunicke rækker netop hånden ud og inviterer til samarbejde. Det skal vi selvfølgelig tage imod. I Radikale Venstre siger vi ja tak. Faktisk er vi lidt stolte over, at Naturstyrelsen har øje for de værdier, området rummer. De er opmærksomme på vejene, de berørte 17 ejendomme, fredninger og fortidsminder i området.
I Radikale Venstre Langeland håber vi, at processen vil give god debat med mulighed for at rydde op i misforståelser og eksempler som det fra Mols med misrøgtede dyr. Vi mener, det er vigtigt, at en naturnationalpark drives og forvaltes nøjagtig lige så godt som de områder med vilde heste og højlandskvæg, der passes i dag. På samme vis skal skoven heller ikke gøres urørt og blive ufremkommelig. Den vilde natur skal også plejes og passes på, således vi fortsat kan færdes der på stier samt gå på opdagelse uden for stierne. Optimalt ville være, hvis der også er toiletter samt skraldespande. Vi ser frem til debatten på et oplyst grundlag om de nye muligheder, en naturnationalpark giver os på Langeland.
Bragt på Faa.dk 23. juni 2025 og i Fyns Amts Avis 25. juni 2025.
