Langeland har brug for et kodeks for god tone

Søren Hansen, borgmesterkandidat, Radikale Venstre Langeland.

Kommunalpolitikere bør være forbilleder for alle dem, der bor i vores kommune.

I den kommende kommunalbestyrelse skal vi samarbejde. Det skal vi, fordi det er afgørende for udviklingen af Langeland Kommune. En forudsætning for det er gensidig respekt for medarbejdere, for borgerne og internt mellem kommunalpolitikerne.

I de sidste fire år har der været eksempler på, at politikere i kommunalbestyrelsen er blevet mødt af en meget hård tone fra deres kolleger, men også af borgere, der har fremsat trusler mod blandt andre borgmester Tonni Hansen. Det skal vi til livs fremover. Venstre har oplevet, at det er markant sværere at finde kandidater til det kommende kommunalvalg. Ganske enkelt fordi der er en fortælling om, at hvis man ønsker at være kommunalpolitiker i Langeland Kommune, så kan man opleve at blive overfuset af politiske kolleger og utilfredse borgere. Det skal vi have lavet om på.
Ikke mindst fordi vi slet ikke kan være andet bekendt over for borgerne i vores kommune. Langeland er alt for lille til konflikter. Vi skal i stedet styrke fællesskaber og sammenhold.

Ligeledes har politikere oplevet ikke at have samme adgang til de oplysninger, der er nødvendige. Det kan vi ikke leve med i Radikale Venstre. Tillid er gensidigt forpligtende.

Derfor foreslår jeg og Radikale Venstre, at den kommende kommunalbestyrelse udarbejder et fælles kodeks for samarbejde i kommunalbestyrelsen, samt med direktionen. Altså, hvordan forventer vi, at vi opfører os overfor hinanden, når vi arbejder i kommunalbestyrelsen? Det har jeg gode erfaringer med fra de fem år, jeg sad i kommunalstyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune. Vi havde plads til uenighed, vi diskuterede, lyttede til hinanden og skabte resultater gennem kompromiser. De erfaringer ønsker jeg at bringe med videre til vores kommune. Vi kan langt mere sammen end hver for sig.

Der er brug for en Plan B.

Bragt i Fyns Amts Avis 13. maj 2025.