Kan man være ung på Langeland?
Om børn, unge og børnefamilier. Interview med Pernille Gilling Jänichen.
PGJ: Den besindige langelænder spørger ”Hvad er det vi ønsker?”
Der remses op – ”Fred og ro, et hus hvor der er plads til overnattende gæster, et sted hvor drengene kan være drenge, og det skal være billigt”.
Den besindige langelænder svarer ”Nu kan man jo ikke få det hele”.
Men det fik vi og mere til. Et bevis for det ikke er forbudt at ønske og drømme. Det kan gå i opfyldelse.
Jeg er 54 år, mor til tre og mormor til to, uddannet pædagog og flyttede til Langeland for 10 år siden. Jeg har altid brændt for de unge og børnene. Jeg vil gerne være med til at give dem en stabil fremtid, hvor de kan tro på sig selv, uanset hvilken vej de har valgt at gå. Når jeg vil ind i politik, er det for at skabe muligheder og fremtidsudsigter for familier og for at skabe noget stabilitet på Langeland.
Hvad er Langelands udfordringer, når det handler om børn, unge og børnefamilier – helt overordnet?
PGJ: Der er ca. 1.500 børn og unge på Langeland. 40 % af de unge mellem 18 og 25 har hverken job eller uddannelse. Når folk snakker om udkanten af Langeland, snakker de især om Lohals og Bagenkop, men Strynø er også vigtig. Der er ca. 40-60 børn og unge på Strynø ud af 220 beboere.
Der er nogle udfordringer, transportmæssigt, fordi man samler alt i Rudkøbing. De unge i Nord og Syd og på Strynø bliver udfordret med de lange transporttider. Hvis man bliver kammerat med nogle fra Nord eller Syd, er det rigtig svært at få skabt socialt samvær efter skoletiden. Børnefamilier er nødt til at køre deres børn ekstremt meget, hvis de ikke bare skal holde sig til Nord eller Syd. Det er ikke alle, der har den mulighed.
Det kan også afskrække familier fra at flytte til Langeland. Hvis vi skal have folk til at komme; hvis vi skal give Langeland en stabil fremtid og få skattekroner ind og skabe velfærd for alle, så er vi nødt til at have nogle børnefamilier. Vi skal især have mere fokus på bosætningen i Nord og Syd. Vi har haft alt for meget fokus på Midt.
Hvordan kan transportmulighederne forbedres for børnefamilier og unge?
PGJ: Jeg synes godt, man kunne sætte flyers op på institutioner, hvor man anbefaler samkørsel: ”Få din hverdag til at fungere bedre” og ”det er bedre for miljøet”. FDM har en pendlerapp, man kan tilmelde sig. Der findes også andre apps til samkørsel.
Jeg tror også, det er vigtigt at aftale noget om bestemte pladser, hvor man kan hente børn, men jeg ved ikke helt hvordan. Det må gerne passe med busstoppesteder, måske ved Nordstjernen, Nordskolen, Rævehøj i Humble og Humble Skole.
Hvad er dit syn på åbningstider i børnehaver og andre institutioner?
PGJ: Man skal kunne nå at aflevere og hente sine børn, selvom man arbejder i Svendborg. Jeg har tænkt noget om udvidet åbningstid eller flexåbningstid for dem, der har brug for det, så de kan aflevere tidligt i forhold til busserne. Det vil gøre det lettere for børnefamilier at få hverdagen til at hænge sammen. Men de skal kunne dokumentere, at de har behovet i forhold til arbejdstider.
Hvad synes du om flytningen af de ældste klasser på Nordskolen?
PGJ: Det er noget rigtigt møg. Jeg synes helt klart, at det skal rulles tilbage. Det er ikke godt, at børnene i 4. klasse kører tre kvarter hver vej i bus. De lokale har gjort så meget på Nordøen. Lad os dog støtte op omkring det. Jeg kommer til at tænke på Michael Falchs sang ”I et land uden høje bjerge”. En linje siger ”Det her land har min bedstefar dyrket i sit ansigts sved”. Lad os vise den respekt, han gav sine efterkommere – til vores efterkommere.
Skoleelever på Langeland skal lave lektier på skolen i stedet for hjemme. Har du nogen holdning til det?
PGJ: Jeg synes, at det er et problem. Af den årsag, at når de kommer videre på gymnasiet, får de svært ved at administrere tiden hjemme hos dem selv. Jeg har set det på mine egne børn og deres kammerater og tror, at det har en stor indvirkning, når forældrene ikke sidder og laver lektier sammen med dem.
Er der nogle særlige problemer, som børn og unge på Langeland har?
PGJ: De er delt meget op i grupper. En stor del fungerer rigtig godt, men er som nævnt udfordret i forhold til transporten.
Der er også en gruppe, som har det rigtig skidt, med alkohol og stofmisbrug, og som går på gaderne helt ned til 12-13-årsalderen. Der skal gøres en større indsats for den gruppe, også for at hjælpe dem til at få et fremtidigt liv uden misbrug. Jeg forventer ikke, at alle skal tage en uddannelse, men mit største ønske er, at alle skal kunne stå op om morgenen og forsørge sig selv.
Der er mange sociale problemer i nogle af familierne på Langeland, og man ser og hører mere om dem, fordi vi bor i et lokalsamfund. Vi er en lille befolkning og snakken går hurtigt. Hvis vi havde været en storby, havde de samme problemer ikke været så synlige.
Du har en vision om byggelegepladser på Langeland. Kan du fortælle mere om den?
PGJ: Jeg kunne godt tænke mig, at vi etablerede byggelegepladser som selvejende institutioner på Nord- og Sydlangeland. Jeg er selv født og opvokset i Rødovre og har fået inspiration fra Rødovre byggelegeplads. De har 60 års erfaring og samarbejder med ældre og skoler. Man kan komme og opleve ting – fra jord til bord. Der er åbent fra 10-18 hver dag, 365 dage om året, fordi der også er dyr og ting, der skal passes.
Der er ikke computere. Legepladsen bruges af 250 børn. De har sammenlagt tre PlayStations, som kun kommer frem nogle gange om vinteren. Selvfølgelig skal byggelegepladser på Langeland ikke være i samme skala, men det er en rigtig god måde at gøre tingene på.
Den store institution, man har planer om at bygge ved siden af Ørstedsskolen, er jeg meget imod. For flere og flere børn får diagnoser – og de skal ikke bare være indenfor fire vægge men også være udendørs, i samspil med børn uden diagnoser.
Hvem skal føre planerne om byggelegepladser ud i livet?
PGJ: Jeg har nogle støtter, som bakker meget op og synes, det er en god ide, og samtidig har erfaringer fra institutionsverdenen. Jeg vil dog helst ikke sætte navne på, for så meget har jeg ikke snakket med folk konkret endnu.
Hvis man fulgte børneløftet fra de radikale, ville byggelegepladser ikke være en udgift for kommunen men noget, der skulle finansieres af staten. Det ville dog kræve et flertal i Folketinget.
Hvordan fungerer ungdomsklubberne på Langeland?
PGJ: Klubberne fungerer rigtig godt, men er blevet samlet, så de kun er i Rudkøbing. Der er høje deltagerprocenter. Det er bare synd, at klubberne ligger oppe ved Netto. Det skaber utryghed for andre borgere, at der er så mange unge samlet ét sted. De kan heller ikke rigtig komme udendørs og lave noget aktivt, når de blot har en parkeringsplads. Der kræver det noget ekstra. Jeg oplever, at personalet er vanvittig gode, og at de gør, hvad de kan. Men det er svært med den beliggenhed.
Når du bliver 15-16 år, så har du også venner over 18, som ikke kan komme i klubben. Og så mødes de på gaden i stedet. Der tænker jeg, at man bliver nødt til at lave noget på tværs af alder, uden at de unge skal sidde på busterminalen ved den gamle sportsplads. I Hvidovre har man også haft det problem. Der havde man åbent i klubben to gange om ugen, hvor dem på 18-21 også kunne komme efter kl. 15. Man kunne lave noget tilsvarende som en forsøgsordning i Rudkøbing. Og så kunne man sætte sig ned og snakke med de unge om, hvorvidt de har brug for mere.
Du har selv erfaringer med et ungenetværk?
PGJ: Ja, jeg og min mand forsøgte at starte et ungenetværk i Rudkøbing i 2020-21. Det gik ud på at få de unge væk fra busterminalen – og det skulle være de unge selv, der arbejdede på at få et sted at være. Vi voksne var der for at vejlede og skabe tryghed. Vi havde sat en pavillon op ved busterminalen og havde også fået doneret brætspil og boldspil. Vi skulle ikke sige ”din knallert er ulovlig – vi melder dig” men i stedet indlede en samtale om, hvordan det kunne være farligt. Som frivillige forsøgte vi at skabe et frirum. Vores grundlag var ejerskab og at tage ansvar.
Hvor mange deltog i projektet?
PGJ: Mig, min mand og nogle stykker til. Desværre var der ikke opbakning nok fra de voksne til at fortsætte, og vi kunne ikke finde noget andet sted at være, så netværket holdt til i vores eget hjem. Og 12-22 unge mennesker blev for meget. Vi havde intet privatliv. Så netværket er nedlagt nu.
Du har også en ide om studieboliger på Langeland. Hvad går den ud på?
PGJ: Der er nogle strynøboerne, som er tvunget til at flytte hjemmefra meget tidligt for at tage en uddannelse i Svendborg eller Odense. Hvis man etablerer studieboliger i Rudkøbing, så kan de i stedet pendle frem og tilbage og stadig bo på Langeland. Der er også langt at pendle, hvis du bor i Lohals og skal gå på gymnasiet i Svendborg. På de tre år i gymnasiet vil du sammenlagt sidde i bussen i tre måneder.
Kan unge ikke bo udenfor Langeland i den periode, hvor de studerer?
PGJ: Hvis de bor i Rudkøbing, tror jeg, at det kan være med til at få dem til at blive på Langeland. Især hvis de kommer fra Strynø. De vil allerede have skabt et netværk i Rudkøbing, fordi de har gået i de ældste klasser på Ørstedsskolen. Ellers skal de starte helt fra grunden i Svendborg.
Det er også nemmere for deres forældre at komme forbi og besøge dem i Rudkøbing, hvis de kommer fra Strynø.
Her til sidst: Hvordan får vi unge på Langeland til at engagere sig i politik?
PGJ: Det er vigtigt, at man som politiker taler i øjenhøjde. Faktisk gælder det alle. Der er faktisk et ret aktivt ungeråd på Langeland, men vi kunne godt bruge det noget mere.
Man kunne jo godt lave forholdsvis neutral ungdomspolitisk information – på tværs af alle partier – hvad laver kommunalbestyrelsen? – hvad står de forskellige partier for? – og derfra kan de unge selv tage stilling til, hvor de står politisk. Vil jeg stemme på Venstre eller SF?
Jeg kender ikke selv nogle unge på Langeland, der er aktive i politik. En del af dem, jeg har talt med, siger ”Hvorfor skal vi? – det bliver jo ikke til noget alligevel”. Mange unge har ingen relation til det, der hedder ”kommunen”. Jeg har oplevet unge, der ikke engang vidste, hvad kommunalbestyrelsen var, eller hvad den lavede. Dem skal vi gøre aktive, så de selv kan være med til at ændre og skabe deres fremtid.
Interviewer: Rasmus Skov Larsen.