Lad os give Nordskolen fjerde årgang tilbage
Søren Hansen og H.C. Rasmussen, Radikale Venstre Langeland.
For cirka en måned siden kom det frem, at det er muligt at udvide Nordskolen med 4. årgang, uden det kræver ekstra tilførsel af økonomi til skolen. Det kræver en justering af Langeland Kommunes styrelsesvedtægt på skoleområdet. Det er nu, kommunalbestyrelsen skal på banen, såfremt det skal nås til det kommende skoleår.
Vi er meget optaget af at styrke Nordskolens grundvilkår ved at give skolen 4. årgang tilbage med virkning fra det kommende skoleår.
Det håber vi også, at den nuværende kommunalbestyrelse er? Det er ikke ret tit, man som politiker får mulighed for at forbedre udviklingsmulighederne for en skole, øvrige institutioner og en stor del af kommunen uden at skulle have penge op af den kontinuerligt udfordrede kommunekasse. Men nu er chancen der, så vi vil opfordre jer til at gribe den.
Forleden var vi til borgermøde omhandlende ny politik for bosætning og erhverv i vores kommune. Skoler og dagtilbud i lokalområdet har stor betydning for nuværende og kommende børnefamilier og deres lyst til at bosætte sig for eksempel på Nordlangeland. I Det Radikale Venstre vil vi gerne styrke mulighederne for et børne- og familieliv med daginstitutioner og skoler tæt på, hvor man bor. Det håber vi, kommunalbestyrelsen er enig i? Så hvem er jer er med på at få rejst forslaget?
Bragt i Fyns Amts Avis 5. marts 2025.
