Uddannelsesboliger på Langeland

Pernille Gilling Jänichen, kandidat for Radikale Venstre, Langeland.

Mange unge på Langeland oplever, at det er nødvendigt at flytte til Svendborg for at tage en uddannelse, fordi det ellers er vanskeligt at få logistikken til at gå op. For eksempel vil en ung, der bor i Lohals og studerer i Svendborg i tre år, bruge omkring 2,6 måneder i bussen – og det er endda uden ventetider. Den lange transporttid gør det svært at få tid til et studiejob og til at deltage i sociale aktiviteter efter skoletid.

For at imødekomme denne udfordring foreslås det igen, som jeg har gjort de sidste fem år, at etablere uddannelsesboliger i Rudkøbing. Som en begyndelse kan man igangsætte en forsøgsordning, hvor man undersøger behovet for og effekten af sådanne boliger.

Tre eksisterende boliger kan omplaceres i takt med, at de nuværende beboere fraflytter, så de hurtigt kan tages i brug uden store omkostninger. Hvis projektet bliver en succes, kan ordningen udvides med flere boliger efter samme model.

En del af forsøgsordningen går ud på at tilbyde nedsat husleje til studerende, der ønsker at yde praktisk hjælp på et af kommunens plejehjem. Disse opgaver omfatter ikke plejearbejde, men sociale og praktiske aktiviteter. Den studerende forpligter sig til mindst fire timers frivilligt arbejde om ugen, som dokumenteres og underskrives af personalet på plejehjemmet. Jeg håber, at den kommende kommunalbestyrelse arbejder videre med dette.

Bragt i Fyns Amts Avis, 21. oktober 2025.