På Langeland skal 2+2 give 5

Søren Hansen, Radikale Venstre Langeland.

2025 er allerede en måned gammel, og mange nytårsforsætter er måske opgivet. Men jeg har et nytårsforsæt, som jeg ikke kommer til at opgive i 2025 eller i de kommende år. Vi skal sørge for at få fortalt om alt det, Langeland, Strynø og Siø kan. Alle de positive fortællinger, som vi møder på vores vej, skal fortælles, så de også høres uden for vores kommune. Det skal vi, fordi det er afgørende, at endnu flere får øje på alt det, Langeland kan. Kulturelt, erhvervsmæssigt, for børn, unge og ældre er der så mange gode grunde til at slå sig ned her hos os på Langeland.

Der er bestemt områder, hvor vi skal blive bedre. Langeland Kommune er udfordret på økonomien, og diverse problemstillinger er velkendte – dem skal der tages hånd om.

Men det er fællesskabet, der skal tale vores kommune op, så flere får lyst til at bosætte sig her hele året. Så flere får lyst til at starte en virksomhed. Der er mange gode grunde til, at vores kommune i fremtiden kan få del i den bølge af mennesker, der ønsker at flytte fra de større byer og ud på landet. Og de skal få øje på vores kommune.

Det samme gælder for kommende medarbejdere. Vi skal have flere til at søge arbejde på Langeland, når der er ledige stillinger – både private og kommunale.

Det, der skal gøre vores kommune endnu mere attraktiv for tilflyttere, er blandt andet fortællingen fra dem, der allerede er flyttet hertil. Gode fortællinger om vores Langeland er stærkt smitsomme. Det er godt og livgivende at bo på Langeland.
Kulturlivet, kunsten og de små virksomheder blomstrer, og det gør de gode idéer også. Det budskab skal vi i fællesskab have ud til den store omverden.

Der er mange andre kommuner, der har bedre økonomiske forudsætninger for at skabe gode rammer for deres borgere og for morgendagens kommune. Men på Langeland kan vi, når vi hjælper hinanden. Klima, miljø, kultur og erhverv er centrale dele af udviklingen af vores Langeland. Derfor mener jeg, at vi generelt skal turde have høje visioner for udviklingen af vores kommune.

Et stærkt fællesskab skaber vi sammen. Lad 2025 være året, hvor endnu flere får øje på Langeland, mens samhørigheden og værdigheden mellem mennesker, erhverv, kommune og politikere styrkes.

Bragt i Fyns Amts Avis 10. februar 2025.