Magt må ikke blokere for gode beslutninger

Der er ingen tvivl om, at Socialdemokratiets og SF”s beslutning om at lukke Nordskolen som selvstændig skole, og skabe et såkaldt “børneunivers”, har givet anledning til store frustrationer og været kilde til stor skuffelse og vrede på Langeland.

VKR er dybt rystede over, at man har besluttet at gennemføre denne besparelse til trods for, at vi samlet konstruktivt har fremlagt velargumenterede, alternative besparelser, som vil ramme meget blødere og tilmed langt bedre egnede områder.

VKR mener, at besparelserne kan/skal findes her:

1. Der er på børnepasningsområdet lavet en rapport fra revisions- og rådgivningsvirksomheden, BDO, som klart peger på, at Langeland Kommune bruger langt flere ressourcer, end det er nødvendigt, idet vi er væsentligt bedre normeret end statens minimumsnormeringer indenfor dagtilbudsområdet tilsiger. Der kan derfor hentes en klar besparelse her.

2. Vi mener ydermere, at der indenfor samme område optræder så massive ledelsesressourcer, at der er tale om en “dobbeltdækning” på ledelsesfronten. Her kan der ligeledes hentes en pæn besparelse.

3. Nordskolen har selv hjulpet til med yderligere besparelsesforslag, hvor de skærer på omkostningerne til driften.

Besparelserne i ovennævte tre punkter kan sammenlagt sagtens give de cirka 1,7 milioner kroner i besparelse, som borgmesteren mener, det vil give. Endda uden at svække området nævneværdigt.

Så hvordan kan det dog være, at SF og S stadig peger på en delvis lukning af Nordskolen, som det rigtige valg?

Der argumenteres blandt andet med udgangspunkt i det pædagogiske, og at der på Nordskolen er to sammenlæste klasser, og derfor ikke børn nok på samme alder, som de andre kan at spejle sig i. Man mener, der er brug for større fællesskaber. Dén argumentation blev skudt ned at Skolechef Peter Faarup den 31. august 2023 i en artikel i Fyns Amts Avis.

Vi er i VKR godt klar over, at borgerne på Langeland higer efter harmoni på rådhuset, og det ville da bestemt også være at foretrække. Problemet er dog, at vi på nuværende tidspunkt ikke har et flertal, der søger det brede samarbejde, men i stedet ret ofte trumfer sine egne beslutninger igennem med det mindst mulige flertal.

Derfor vil et godt samarbejdsmiljø have lange udsigter, som vi ser det. Man skal give og tage i politik, og lige nu er det ikke det, vi oplever, og det gøder ikke den politiske jord for et frugtbart samarbejde.

Langeland har brug for, at borgmesteren tager styringen og samler kommunalbestyrelsen, men det er ikke det, vi oplever, at der sker.

Vi i VKR har som kommunalpolitikere meget, meget svært ved at være med til at træffe beslutninger, vi mener er skadelige, og med til at ødelægge sammenhængskraften på vores ø, hvor vi alle bor, og alle er en del af.

Det må aldrig blive sådan, at magt kommer til at blokere for de gode beslutninger, så man som politiker mister sin evne til at tænke klart og fokuseret på borgernes bedste.

Det vil vi simpelthen ikke være med til.

Vores opgave er derimod at få så meget, som overhovedet muligt, ud af den dårlige økonomi, som Langeland Kommune desværre er blevet bragt i. Samtidig skal vi dog fastholde så meget af det gode og solide, vi overhovedet kan, og dermed sikre særpræget og den særlige identitet, som Langeland og langelændere har – og som er vigtig for os alle.

Der kan derfor hentes en klar besparelse her.

Venstre, Konservative og Radikale Venstre på Langeland – repræsenteret i kommunalbestyrelsen ved bl.a. Søren Ramsing.

Bragt i Fyns Amts Avis.