Langeland var engang på den yderste venstrefløj

Da de politiske og folkelige bevægelser brød frem i midten af 1800-tallet, dannede der sig så at sige to venstreføje: på landet Bondevennerne og i byerne de første socialister. På landet blev modsætningerne mellem Venstre og Højre især skarpe efter 1866, da den indskrænkede grundlov havde bragt godsejerstyret til magten. En kamp, der kom til at præge Langeland frem til det 20. århundrede.

Langeland var dengang et meget klassedelt samfund.

På den ene side stod godsejerne med Ahlefeldterne på Tranekær i spidsen, proprietærerne og det lille borgerskab i Rudkøbing. På den anden side stod de almindelige gårdejere, de mange håndværkere og husmænd.

Trods øens gode jord var fremtidsmulighederne for fattigfolk små, og mange udvandrede til Amerika.

Ved det første folketingsvalg efter grundloven 1849 kårede de valgberettigede med stort flertal J. A. Hansen, der var Bondevennernes leder og oprindelig skomagersvend i Rudkøbing.

Blandt de lokale “yderliggående venstremænd” på den tid var malermester P. Bendixen, som ofte lå i konflikt med den kongevalgte borgmester Sager. Da J. A. Hanlangelændernes sen i 1866 svigtede ved at stemme for 1866-grundloven, slog langelænderne hånden af ham. Derefter stiftede en gruppe langelændere Demokratisk Forening med ægteparret Foged i Illebølle som ledende kræfter.

Og som ny folketingsmand valgte man den venstreorienterede redaktør af Svendborg Avis, Gottlieb Petersen.

I 1880 skulle der vælges ny folketingsmand, og valget faldt på ingen mindre end Edvard Brandes, der fik 1133 stemmer mod 396 til lensgrevens kandidat, redaktør Wulff. Edvard Brandes var bror til Georg Brandes, bannerføreren for “det moderne gennembrud”. Samtidig var han både københavner, jøde, “fritænker” (ateist) og fra 1884 redaktør af kulturradikalismens hoforgan Politiken.

Men som redaktøren af Langelands Avis skrev til lederen af Venstres venstrefløj, Viggo Hørup: “Send os en intelligent mand, og vi vil give ham vores stemme!” Historikeren Kristian Hvidt har skrevet, at det at “100 bønder, en præst og en højskoleforstander med begejstring bar en jødisk ateist med helt fremmedartet livssyn ind på folkets ting .. (var) .. et udtryk for overlegenhed og tolerance i dansk folkekarakter”.

Selv citerede langelænderne, da de fejrede valgsejren, Grundtvigs “Frihed såvel for Loke som for Thor”. Valget af Edvard Brandes var et udtryk for klassebevidsthed, men også for deres frisind, åbenhed og positive livsholdning. I 1890’erne blev det forenede Venstre splittet i en moderat og socialistforskrækket fløj, der ofte samarbejdede med Højre og en radikal fløj. Bruddet kom i 1905, da reformfløjen brød ud og dannede Det radikale Venstre. En af stifterne var Peter Munch, som i sit tidsskrift “Det ny Aarhundrede” havde formuleret programmet for radikalismen.

Munch var akademiker og egentlig historiker, men gik ind i politikken med en stærk vision om en bedre verden. Hans mål var “at give det danske folk en åndelig modstandskraft og et nationalt sammenhold”, så det kunne “bevare sit særpræg”.

I samarbejde med Socialdemokratiet var han med til at grundlægge det danske velfærdssamfund. Og selv om mange efter 2. Verdenskrig kritiserede Munchs freds- og neutralitetspolitik, var det lykkedes at skabe en sammenhængskraft i samfundet, så Danmark ikke som så mange andre lande fik totalitære bevægelser i 1930’erne. Munch var da også valgt på Langeland fra 1909 til 1945, ved de fleste valg med omkring 40 procent af stemmerne, i 1943 endda med over halvdelen! Også i nyere tid har man i Svendborg-Langeland kredsen haft visionære politikere som Kresten Helveg Petersen.

Men ellers er øen blevet mere “mainstream” med socialdemokrater og venstrefolk.

Men valget af en fra SF som borgmester viser, at langelænderne stadig kan hoppe over de traditionelle skel, hvis de synes de har den rette mand eller kvinde.

Åbenheden over for de udefra kommende har vist sig gang på gang: Over for “-68’erne” i 1970’erne, flygtningene fra Bosnien eller Syrien, og almindelige tilflyttere (som mig selv). Til gengæld er der dejligt lidt brok, små sko og højrefløj. Måske en arv fra “langelandsradikalismen”?

Valget af en fra SF som borgmester viser, at langelænderne stadig kan hoppe over de traditionelle skel, hvis de synes de har den rette mand eller kvinde.

Peter Dragsbo.

Bragt i Fyns Amts Avis.