Langeland har en fremtid som selvstændig kommune
Mange faktorer spiller ind i forhold til troen på en positiv fremtid for Langeland Kommune. Øens økonomi er en af dem, men også Langelands infrastruktur betyder noget. Her kan vi arbejde endnu tættere sammen med Lolland/Falster.
Radikale Venstre var med i et forlig med regeringen og et bredt flertal i Folketinget om de næste 15 års investeringer i infrastruktur. Rasmus Helveg satte fokus på en superlandevej fra Svendborg til Spodsbjerg og kortere sejltid mellem Spodsbjerg og Tårs. Langeland får dermed muligheden for at blive porten til Lolland og få gavn af den kommende Femern forbindelse.
En studietur til Lolland/Falster med LAG- koordinatorer fra hele landet i slutningen af september afslørede mange spændende tiltag på Lolland-Falster: Øget fokus på lokalt producerede fødevarer, nye overnatningsfaciliteter i alle prisniveauer, spændende gårdbutikker, spændende spisesteder og attraktioner på internationalt niveau. Det var en positiv oplevelse, som vi kan lære af.
Langeland Kommune skal opprioritere sit samarbejde med vores naboer og ikke brofaste øer. Selvom vi har en bro, gør afstanden til nord og syd-enderne, at vi på mange måder har de samme problemer, som de andre øer.
Radikale Venstre Langeland vil arbejde på, at samarbejder med naboøer bliver undersøgt med henblik på en bedre udvikling af Langeland som knudepunkt mellem Fyn og Lolland-Falster frem for at være udkant i forhold til et Fynsk samarbejde omkring Odense.
Af Anne Mette Wandsøe – bragt i Fyns Amts Avis.
