Kronik: Det kan kun blive bedre i 2024
Langeland Kommune står i en situation, hvor økonomien med mere sejler – og hvor det ville være naturligt og sædvanligt at rykke tættere sammen og løse opgaverne.
I stedet har Socialdemokratiet og SF valgt at sætte en væsentlig del af kommunalbestyrelsen mest muligt uden for indflydelse. Det er mere end almindeligt dumt og tåbeligt – og yderst kortsigtet.
Vi skal nok komme tilbage – spørgsmålet er, hvad der er at komme tilbage til, hvis det først er efter næste valg. Vi må derfor håbe, at Ankestyrelsen meget snart sætter 8/7-flertallet på plads – og slår fast, at det snævre flertal har betrådt en ulovlig sti.
Socialdemokratiet og SF har en meget væsentlig del af ansvaret for, at vi står hvor vi står – og har tydeligt vist, at de ikke magter opgaven med at drive Langeland Kommune. De seneste år er millionerne fosset ud af kassen, uden at borgmesteren og hans støtter har fundet anledning til at se nøje på økonomistyringen i kommunen – og foretage de nødvendige ændringer.
I den situation vi står i, er det ikke gennemtænkt at lukke folk ude, som kan bidrage anderledes til løsningerne, men det er det man er ude i. Jeg er således ikke længere formand for Børne- og Skoleudvalget – ligesom jeg er smidt ud af Økonomiudvalget. Begge dele gør det sværere at øve politisk indflydelse.
Manøvren med ændringen af styrelsesvedtægten og omkonstitueringen, var alene styret af ønsket om at komme af med dem, som har en anderledes politisk tilgang til løsningen af opgaverne – og hvordan vi som politikere skal deltage i arbejdet. Flertallet synes styret af en underliggende logik om, at hvis vi fortsætter, som vi har gjort hidtil, og ikke blander os politisk i forvaltningens arbejde, så fungerer det hele meget bedre. Altså, holder vi kursen direkte på isbjerget, vil isbjerget forsvinde af sig selv.
Budgetforhandlingerne i efteråret blev en farce. Socialdemokratiet og SF startede med at komme med to ultimative krav: Nemlig den nævnte omrokering i udvalgene, som satte nogen af os udenfor – og den katastrofale lukning af Nordskolen, som selvstændig skole.
Begge dele var naturligvis, hver for sig, helt uacceptable for VKR, hvilken S og SF godt vidste. Så fra deres side var det en længe planlagt manøvre, som skulle hægte nogen af os mest muligt af. Socialdemokratiet og SF har en meget stor del af ansvaret for udviklingen de seneste seks år – og det ansvar er ikke blevet mindre med de seneste manøvrer.
Socialdemokratiets og SF’s ideer om nedlæggelse af Nordskolen, som selvstændig skole, vil bremse den gode, solide og spændende udvikling på Nordskolen og Nordøen – og vil være et alvorligt tilbageslag for hele Langeland. Det virker ikke som om, der overhovedet er nogen i Socialdemokratiet eller SF, der har en fornemmelse for, hvad der sker i enderne af Langeland – og det virker også som om man overhovedet ikke vil lytte til argumenterne for at bevare Nordskolen. Man er ikke optaget af fakta. Der er ikke lavet de fornødne beregninger. Der er ikke tænkt mange tanker, eller gjort overvejelser, lidt bredere, om konsekvenserne – og det synes gennemgående, at 8/7-flertallet, hverken behøver fakta, beregninger eller tanker – fordi man ud ad ingenting ved man har ret, når man har flertallet. Lad os håbe det bliver bedre i 2024.
Radikale Venstre og jeg kommer til fremover at gøre alt hvad vi kan for at bidrage til at bevare og udvikle Nordskolen; også efter en gennemførelse af Socialdemokratiets og SF’s skændige planer – men også efter næste kommunalvalg. Så længe der er realistiske muligheder omkring Nordskolen skal de udnyttes til fulde. Fordi Nordskolen er et utroligt godt tilbud til børnefamilier – og på mange måder et yderst vigtigt omdrejningspunkt for Nordøen – hvor skolen er en nødvendig og vigtig brik i det arbejde, som Nordlangeland Lokalråd så flot er i fuld gang med – et arbejde der skal sikre livet på Nordøen fremover.
Vi har stadig problemer med håndteringen af børnesagerne i Familieafdelingen. Ankestyrelsen har bedt os om at undersøge, om der er truffet forkerte afgørelser i samtlige sager i afdelingen, fordi man fandt alt for mange alvorlige fejl i sagsbehandlingen. Det bliver spændende at se om Ankestyrelsen træder i karakter i starten af 2024, sætter 8/7-flertallet på plads – og præciserer, hvad Langeland Kommune skal levere i disse sager.
Vi må håbe, at 2024 bliver året hvor alle erkender, hvor galt det har været, og får ryddet ordentligt op – så vi får grundlaget for at få helt styr på sagsbehandlingen i Familieafdelingen.
Vi må også håbe, at S og SF dropper planerne om at bygge en stor daginstitution i Rudkøbing – når de engang har fået fakta på bordet. Tilsvarende giver det ikke mening at udvide med flere folk i den øverste ledelse omkring ”borgmestergangen” – vi har ledere nok, men for lidt ledelse.
Jeg vil naturligvis også i 2024 arbejde konstruktivt, der hvor det er muligt. Jeg er af flertallet blevet placeret i Ældre- og Sundhedsudvalget, hvor jeg vil lægge kræfterne i, der hvor jeg kan – og får lov. Det sejler ikke mindre på området, og det er en enorm opgave at få området på ret kurs – men udvalget har en god sammensætning.
Den midlertidige administrative chef synes at være kommet godt i gang – og tager fat de rigtige steder. Ordentlig dialog med medarbejderne er helt afgørende for at finde bedre løsninger – og solid økonomistyring, sammen med økonomiafdelingen, er en nødvendighed.
I øvrigt vil jeg arbejde med at søge de informationer vi ikke får, og for at få det bedst mulige fundament for at deltage i arbejdet – også der hvor det ikke vil være så velset.
Vi skal glæde os over, at der sker så mange meget positive ting rundt på øen. Iværksættere er i gang med spændende projekter, forenings- og kulturlivet blomstrer – og ildsjælene gør det hele muligt. I 2024 får vi vist mere levende musik på øen, end vi nogensinde tidligere har oplevet – det pibler frem alle steder.
Vi skal i kommunalbestyrelsen sikre, at kommunen går mindst muligt i vejen for de frivillige – og tværtimod hjælper mest muligt. Kunsten, musikken og det gode fritidsliv er med til at give os alle store og gode oplevelser over året. Det skal vi som kommunalbestyrelse værne om, fordi det er noget helt særligt – og vigtigt for det gode liv på Langeland.
Jeg mener at hovedopgaven for kommunalbestyrelsen er at sikre den bedste forvaltning for Langelands borgere – ikke for forvaltningen. Det er samtidig vigtigt at have fokus på, at sikre udviklingen over hele øen, og understøtte mulighederne for livsudfoldelse på forskellige måder fra Nord til Syd. Det hele er med til at gøre Langeland til noget særligt.
Endelig vil jeg gerne bemærke, at jeg faktisk mener, at vi i kommunalbestyrelsen har arbejdet sammen om mange sager – og at vi ikke er så umulige, som Socialdemokratiet og SF siger. Vi er bare nogen, som har en anden tilgang til opgaverne og løsningerne – men det burde ikke skille os voldsomt ad.
Jeg vil benytte lejligheden til at sige tak til Venstre og Konservative for et godt samarbejde, under svære omstændigheder. Vi er naturligvis ikke enige om det hele, men vi har i de fleste sager den samme tilgang til løsningerne.
Jeg er klar til tage fat i 2024 – og håber at vi i fællesskab får mere solidt fat i løsningerne på de store opgaver vi står overfor.
Godt nytår.
Søren Ramsing, kommunalbestyrelsesmedlem Radikale Venstre Langeland.
Bragt på Faa.dk.
