Brutal og forkert idé med center på Langeland
Socialdemokraterne har besluttet at placere udrejsecentret for kriminelle asylansøgere tæt på Bagenkop nede ved Langelands sydspids. Det er en utroligt dårlig ide og vidner om manglende respekt for de små samfund på Langeland.
Bagenkop, med 450 indbyggere, skal være nærmeste by for mere end 100 afviste asylansøgere. Det siger sig selv, at det, som gik galt ved Kærshovedgård, også kommer til at gå galt i Bagenkop.
Et fællestræk for de 130 asylansøgere er, at de har haften dom for kriminalitet – men at de har udstået deres fængselsstraf. Mange af dem har domme for småting. Nogle har domme for alvorligere kriminalitet.
Det andet og vigtigere fællestræk er, at asylansøgerne sidder fast på ubestemt tid. De kan af forskellige grunde ikke sendes ud af landet, og de kan ikke forvente at få permanent ophold.
Den livssituation fører ikke noget godt med sig, og der har været kroniske problemer omkring det eksisterende center.
En stor gruppe afviste asylansøgere i et lille bitte samfund som Bagenkop er ikke en god løsning. Det er faktisk en bragende dårlig ide.
Hvorfor dog anbringe 130 mennesker samme sted? Hvorfor ikke splitte gruppen op på flere centre og i større byer, så for eksempel Bagenkop ikke skal håndtere en stor problemgruppe på hele Danmarks vegne? Det virker uhyre brutalt overfor Bagenkop og viser generelt en manglende forståelse fra Socialdemokraternes side for de små samfund.
Jeg går ud fra, at valget faldt på det sydlige Langeland, netop fordi der er langt mellem husene. Meningen er vel, at det skal være en straf at være på centret, at det med asylansøgernes øjne skal være et kedeligt sted uden muligheder.
Men det skal da ikke ses som en straf at tage til Langeland? Jeg tager flere gange hvert år til Langelands sydspids, for spidsen ved Gulstav byder på noget af Danmarks skønneste natur. Jeg lægger altid vejen om ad Bagenkop på vejen hjem.
Det bliver jeg ved med.
Men hvordan vil det virke på turisterhvervet på egnen, når der begynder at komme historier i medierne om centret ved Bagenkop? Vil der komme nye turister? Eller har man fra Socialdemokraternes side lige lagt et erhverv ned i en region, der i forvejen er hårdt presset? Man er i hvert fald i gang med at brande det skønne sydlige Langeland som et sted, det er en straf at komme til, og det kommer vist aldrig til at gavne turismen nogen steder.
Beslutningen om at lægge et stort udrejsecenter ved Bagenkop er brutal, forkert og må laves om. Lav dog flere små centre, og spred problemet ud!
Af folketingsmedlem Rasmus Helveg Petersen. Bragt i Fyens Stiftstidende 22. maj 2021.
