Der var radikale på Langeland, længe før Det radikale Venstre blev grundlagt i 1905.
I anden halvdel af 1800-tallet var der især i landområderne stærke modsætninger mellem Højre og Venstre, ikke mindst under godsejerstyret fra 1866 til 1901. Langeland var dengang et meget klassedelt samfund; på den ene side stod godsejerne med Ahlefeldterne på Tranekær i spidsen, proprietærerne og det lille borgerskab i Rudkøbing – og på den anden side stod de almindelige gårdejere og de mange håndværkere og husmænd. Selv om øen var et smørhul midt i landet, var der dog også i 1800-tallet en stor gruppe fattigfolk. Derfor var Langeland også en af de egne, hvorfra flest udvandrede til Amerika. Efter Grundloven 1849 kårede de valgberettigede på øen med stort flertal J. A. Hansen, føreren af partiet Bondevennerne, som dengang var den politiske venstrefløj og var opvokset som skomagersvend hos faderen i Rudkøbing. Og i Rudkøbing var malermester P. Bendixen en markant ”yderliggående venstremand” og derfor i konflikt med den kongevalgte borgmester Sager.
Da J. A. Hansen i 1866 svigtede sit bagland ved at stemme for den indskrænkede grundlov i 1866, slog langelænderne hånden af ham, og da kampen mod Højre var heftigst, stiftede en gruppe langelændere Demokratisk Forening med ægteparret Foged i Illebølle som ledende kræfter. Efter I. A. Hansen valgte langelænderne som folketingsmand den venstreorienterede redaktør af Svendborg Avis, Gottlieb Petersen, til han måtte gå af pga. sygdom 1880. Som ny folketingmand valgte langelænderne derefter ingen mindre end Edvard Brandes med 1133 stemmer mod 396 til lensgreven på Tranekærs mand, redaktør Wulff.
Edvard Brandes – jøde, københavner, ateist og Langelands mand i Folketinget
Edvard Brandes var broder til den berømte Georg Brandes, bannerføreren for ”det moderne gennembrud” i kulturen, og ligesom sin broder både københavner, jøde, ”fritænker” (ateist) og fra 1884 redaktør af kulturradikalismens hoforgan Politiken. Men som redaktøren af Langelands Avis skrev til lederen af Venstres venstrefløj, Viggo Hørup: ”Send os en intelligent mand, og vi vil give ham vores stemme!” Historikeren Kristian Hvidt har skrevet, at det at ”100 bønder, en præst og en højskoleforstander med begejstring bar en jødisk ateist med helt fremmedartet livsssyn ind på folkets ting .. (var) .. et udtryk for overlegenhed og tolerance i dansk folkekarakter”. Selv udtrykte langelænderne, da de om aftenen fejrede valgsejren, det med Grundtvigs ord ”Frihed såvel for Loke som for Thor”. Så ja, valget af Edvard Brandes var nok et resultat af langelændernes stærke klassebevidsthed – men også et vidnesbyrd om deres traditionelle frisind, åbenhed og optimistiske livsholdning. Som den halvt langelandske Agnes Henningsen – mor til P.H. – udtrykte det: ”Let gang på jorden”.
I 1890´erne blev det forenede Venstre mere og mere splittet i en moderat og socialistforskrækket fløj, der ofte samarbejdede med Højre, og en radikal fløj. I 1894 opgav Brandes derfor sit kandidatur med håbet om, at næste generation ville arbejde for ”frie samfundstilstande både på åndelige og materielle områder”. Bruddet kom i 1905, da reformfløjen brød med venstre og dannede Det radikale Venstre. En af de vigtigste medstiftere var Peter Munch, som havde været med til at stifte Den radikale Klub i København 1903 og med sit tidsskrift ”Det ny Aarhundrede” formulerede programmet for radikalismen. Det var også i høj grad Munchs tanker og visioner, der var basis for Det radikale Venstres første partiprogram, vedtaget i et stort møde 1908 i Odense, hvori der deltog talrige langelændere: sognerådsformænd, møllere, håndværkere og husmænd.
Peter Munch – radikal ideolog og toppolitiker
Munch var akademiker og egentlig historiker, men gik ind i politikken med en stærk vision om en bedre verden. Hans store mål var ”at give det danske folk en åndelig modstandskraft og et nationalt sammenhold” .. så det kunne ”bevare sit særpræg”. I tæt samarbejde med Socialdemokratiet var han med til at lægge grundlaget for det danske velfærdssamfund. Og selv om mange efter 2. Verdenskrig kritiserede den freds- og neutralitetspolitik, Munch havde gennemført, var det også lykkedes at skabe en sammenhængskraft i samfundet, som hindrede, at Danmark i modsætning til mange andre lande fik totalitære bevægelser i 1930´erne.
Peter Munch blev valgt til folketinget af Langelandskredsen i 1909 og var uden afbrydelse øens repræsentant på Christiansborg til 1945. I de fleste valg fik han op mod 40 % af stemmerne, og i 1943 endda over halvdelen. Han plejede da også sit bagland, samtidig var forsvarsminister 1913-1920 og udenrigsminister fra 1929 til 1940 samt fra 1920 til 1938 Danmarks delegerede ved Folkeforbundets kongresser i Genéve. Efter Munch blev Langeland i en menneskealder repræsenteret i Folketinget af Aage Fogh, som havde sin baggrund i husmandsbevægelsen. Fogh var en menig ”arbejdsbi” uden store ideer eller gerninger og er da heller ikke omtalt hverken i Encyklopædien eller Wikipedia.
Helveg´erne og Langeland
Til gengæld var hans efterfølger Kristen Helveg Petersen en visionær og begavet politiker af Munchs format. Kristen Helveg var født på Grønnegård i Sønder Longelse (som stadig er i slægtens eje), og i årene 1964-1973 var han valgt i Langelandskredsen, fra 1971 Svendborg-Langelandskredsen, og var samtidig både undervisningsminister 1961-64, kulturminister 1968-71 og til sidst medlem af Europaparlamentet 1973-75. Helveg viste både i sin skole- og kulturpolitik en dyb forståelse for tolerance, frisind og folkelig oplysning og han satte sit markante præg på reformer af undervisnngs- og kulturpolitikken.
Hans søn Niels Helveg Petersen gik tidligt ind i politik og blev i første omgang valgt til folketinget fra Frederiksborg Amtskreds. Men da han derefter var valgt i Fyns Amtskreds næsten uafbrudt fra 1977 til 2011, var Langeland igen repræsenteret af en Helveg. Niels Helveg var en dygtig politiker, men i modsætning til faderen var han mere præget af en pragmatisk holdning til tingene. Han var med i utallige forhandlinger og forlig, men huskes ikke for de store visioner. Men på Langeland var han afholdt, og han åbnede alle årene faderens sommerhus i Løkkeby for de radikale sommermøder, som er blevet fortsat af hans enke Kirsten Lee.
Radikale i lokalpresse og byråd
Også på det lokale plan stod radikalismen stærkt gennem det meste af 1900-tallet, i mange år med den radikale avis Langelands Folkeblad som bannerfører. Avisen var grundlagt i 1905 i en bølge af grundlæggelser af radikale ”folkeblade” og fik en markant redaktør i Holger Kristiansen, der i 1926 blev afløst af Herman Borgstrup, der var hentet fra en radikal avis i Vendsyssel. Begge redaktører sad også i Rudkøbing byråd, mens den radikale repræsentant i årene 1929-38 var dommer Arnskov. Også efter 2. Verdenskrig stod de radikale pænt stærkt på Langeland, ikke mindst i de sydlangelandske sogne, senere Sydlangelands Kommune. Men også i Rudkøbing byråd havde partiet skiftevis et og to medlemmer; ved byrådsvalget 1974 således Kurt Melander, der blev 1. viceborgmester, og Lise Brül. Siden har Det radikale Venstre i Langelands kommunalbestyrelse i en periode været repræsenteret af den ægte kulturradikale boghandler H. C. Rasmussen (2009-13) og i dag af den markante ”syngende sagfører” Søren Ramsing (siden 2021).
Fortid og fremtid
Den radikale storhedstid på Langeland er forbi for denne gang. Der kan peges på mange forklaringer: Den skarpe klassemodsætning på øen er forsvundet, husmændene er stort set borte, og de med sociale problemer har generelt ret lille politisk bevidsthed. De radikale holdt også op med at være stærkt venstreorienterede parti og kunne ikke opsuge de nye venstreorienterede, der kom til øen i kølvandet på 1968. Generelt er øen også blevet præget af funktionsafvikling og øget ”udkant”-status – så der har ikke været følt et overskud til de store visioner, som en Munch eller en Kristen Helveg kunne tilbyde. Alligevel er der hos langelænderne forblevet en grundholdning af tolerance og frisind: De tager som regel godt mod tilflyttere og indvandrere, de er åbne over for kulturelle nyheder og ikke mere dogmatiske, end at de lægger stemmer til en borgmester fra SF, blot han forekommer at være den p.t. mest begavede. Men vi kan godt en gang imellem kigge tilbage og lade os inspirere af dem, der valgte en Edvard Brandes eller en P. Munch. Men især skal vi fortsat se fremad og slås for frisind og tolerance, fredspolitik og anstændighed over for fremmede, social balance og menneskelig forståelse.
“Langelandsradikalismen – en kort historie” er skrevet af Peter Dragsbo.