Skip to content

Sund økonomi i Langeland Kommune

Vores ambition

At sikre borgerne kerneydelser af høj kvalitet gennem stram økonomisk styring

Arbejdsglæden skal op – sygefraværet skal ned

Vores plan

Radikale Venstre Langeland har et skarpt og ansvarligt øje på forvaltningen af kommunens økonomi, budgetlægning og styring.

Radikale Venstre Langeland vil nøje følge kommunens økonomi, budgetlægning og styring og handle ansvarsfuldt i forhold til at forbedre økonomien. Kommunens egenkapital og kassebeholdning er stærkt forringet i de seneste 4 år, og genopretning af økonomien er afgørende, hvis Langeland Kommune skal undgå at blive sat under administration. I de seneste år er der brugt mange ressourcer på at udarbejde kommunale politikker, som ikke giver mening, som ingen læser og ikke anviser handlinger. Det er spild af ressourcer, som i stedet kunne være brugt på at højne kvaliteten i kommunens kerneydelser og på at finde midler andre steder, der kan gøre det bedre at være langelænder.

Radikale Venstre Langeland arbejder for

• at Langeland Kommune leverer kerneydelser til borgerne i høj kvalitet. Kommunen er til for borgerne, ikke omvendt.

• at fjerne alt unødigt bureaukrati og i stedet bruge kræfterne på borgernære ydelser.

• at budgetter og deres konsekvenser er gennemarbejdede og fremlagt åbent inden, der træffes politiske beslutninger.

• en skarpere prioritering, når kommunens midler skal bruges til fx indkøb, drift etc.

• at styrke økonomien i Langeland kommune, herunder nedbringe sygefraværet blandt de ansatte.

• øget fokus på at tiltrække midler til kommunen fra statslige puljer, projektmidler, fonde etc.