Ansvaret – og æren
Det er min første valgkamp – og det har været lærerigt. Min rolle undervejs er i høj grad blevet den, som siger det de andre ikke tør sige. Der er rigtigt meget, der går godt på Langeland – og jeg er enig i, at vi skal tale Langeland op, og berette om øens fortræffeligheder.
Vi er dog også nødt til at se Langeland Kommunes problemer i øjnene. Kassen er stort set tom, fordi de fleste i kommunalbestyrelsen har været for længe om at se problemet – og har undladt at reagere. Borgmesteren er optaget af at sige, at det er et fælles ansvar for den siddende kommunalbestyrelse, hvilket ingenting bliver bedre af. Derimod synes han ikke optaget af at finde holdbare, langsigtede løsninger – i hvert fald ikke løsninger, der medfører nødvendige ændringer i den kommunale administration.
Som sagt til vælgermødet i Tullebøllehallen i lørdags, så vil vores borgmester gerne have æren for meget han ikke fortjener, herunder Shores, Statens nederlag ved Holmegaard, turismefremgang og faldende arbejdsløshed. Og når det så kommer til ansvar for forvaltning og økonomi i laser, så er borgmesteren væk.
Jeg stiller op til dette kommunalvalg, fordi jeg gerne vil være med til at skabe forandring, herunder bidrage konstruktivt til en grundig granskning af de enkelte forvaltninger, så vi kan sikre, at kernevelfærden og ydelserne til borgerne opretholdes.
Det er helt afgørende, at vi får styr på økonomien, hvis vi skal sikre velfærden for både gamle og unge, sikre klimarigtige og fornuftige løsninger, bidrage til turismeudviklingen – og erhvervsudviklingen i det hele taget. Endvidere skal vi sikre fundamentet for at skabe bedre rammer for kunst-, kultur- og musiklivet på øen, som bidrager så stærkt til de gode fælles oplevelser – og det gode liv.
Normalt er det mig der synger – nu beder jeg om jeres stemmer, så jeg kan give mit besyv med i den nye kommunalbestyrelse.
Søren Ramsing
Spidskandidat
Radikale Venstre Langeland
